Som mange af Jer ved, rejser jeg alene, og det har jeg gjort siden 2017. Jeg har skrevet mange indlæg, fra disse rejser, her på bloggen, og jeg elsker at skrive om dem. Inden 2020 runder jeg de 10 solorejser – og jeg har fortalt Jer herinde før, hvorfor og hvad det giver mig. Læs fx dette indlæg.

I sidste uge blev jeg ringet op af en journalist på TV2, pudsigt nok imens jeg var på et spa ophold i Tyskland, alene, fordi de gerne ville have mig med i Go’ Aften Live og tale om netop dét at rejse alene.

Nu er jeg alene, og har været det de sidste år, så for mig startede mine solorejser netop i dét. At turde tage ud på egen hånd, uden en mand/kæreste, og opleve det jeg gerne ville – for mine veninder har også nået en alder, hvor de ikke lige tager 3 uger med på ferie, når de selv har en familie. Og sådan skal det være. Jeg besluttede mig blot for ikke at lade mig begrænse af, at jeg er alene.

Jeg blev modtaget af journalisten, der havde interviewet mig over telefonen, og røg direkte ind til stylisten i sminken. At sidde dér i Go’ Aften “sminken” med sin Pepsi Max og tale med flere søde journalister, de øvrige gæster og rapgruppen Rockers by Choice – det var lidt syret, og sjovt på samme tid.

Tivoli er en smuk scene til programmet, og jeg forstår godt, hvorfor studiet ligger her. Det er lidt af en venue til noget så dansk som Go’ Aften og Go’ Morgen Danmark.

Jeg vil lade interviewet tale for sig selv – og så vil jeg i gang med planlægningen af min næste solorejse, som jeg skal på til jul.

Tak til TV2, journalister mm. for en dejlig oplevelse.

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *