[Dette indlæg omhandler min dagstur til Sanur Beach, og lidt kaffesnak, om en perle, der gemmer sig dybt inde i Ubud’s marked. Der kommer ikke til at ske nogen glorificering af mit solo-eventyr, så alt er skrevet ærligt og kærligt].

Jeg starter mine dage med yoga og en morgendukkert i poolen. Det er en luksus, at starte hver dag i sin ferie, på denne måde. Taknemmeligheden er stor.

Jeg har ventet med at besøge Sanur til vejret var skyfrit og lækkert. Det er det langt om længe i dag. Jeg koger i solen, bare af at gå ned til min chauffør. Bali’s sol er nådesløs, og man skal virkelig huske solcremen. Og med frygt for at lyde som din mor, er det ikke min mening, men avs solen brænder her! 

Jeg ankommer til Sanur ved 11 tiden. Der er et stykke vej hertil, fra Ubud, men jeg får set en masse undervejs, og det synes jeg er lige så spændende som endestationen. På Bali finder du mange værksteder, hvor de fx laver træmøbler i alle, smukke afskygninger, og stenhuggerier, hvor jeg fx ser 1 meter høj, grøn, jadesten blive til en Buddha, eller væverier hvor det smukke, håndvævede bomuld bliver lavet. Samme type håndvævet balinesisk bomuld, som jeg selv har designet rigtig meget tøj i – engang –  det var en sjov påmindelse, fra en god tid, at se en kvinde i gang med netop den type stof, som jeg har designet rigtig mange ting i. Faktisk ligger der flere væverier i Ubud, som laver Kimonoer skræddersyet til dig på kun 2 dage! Bali er kendt for håndværk, og de er utroligt dygtige. Nok om det, en lille omvej i emnet, men man oplever meget, hele tiden, selv når man kører fra A til B.

Sanur er kendt for sin 5 km strand, hvor der ligger dyre hoteller, restauranter, barer og surfing. Du kan komme til de omkringliggende øer, med hurtigbåd, og snorkle dér, hvis man er til dét.  Jeg går en tur på stranden, kigger restauranterne, boderne og nyder stemningen, som er anderledes end i Ubud, før jeg slår mig ned på en strandseng, som tilhører en café. Det smarte hér er, at du kan bestille drikkevarer, mad og låne solsengen, lige så længe du vil, så det kan sagtens lade sig gøre blot at tage af sted på en dagstur.

Jeg får en friskpresset limejuice, som er det mest lækre, jeg nogensinde har smagt!

Jeg har været meget tryg i at rejse alene, kvinde, her på Bali. Men i går, på Sanur Beach, bliver en tjener ved med at spørge mig, om jeg har en kæreste, og da jeg lyver og til sidst svarer “JA” for at blive fri for de meget nærgående spørgsmål, og til yderligere forklaringer, spørger han mig, hvor den kæreste så befinder sig. For første gang følte jeg mig utilpas, fordi han er så insisterende, og det er resten af sælgerne, på Sanur Beach, for den sags skyld også. Alt er mere insisterende hér. Stedet er mere turistet, fyldt op af fulde briter, og folk drikker dagen lang; sådan er det bare ikke i Ubud, og det er mere mig. Det er igen blot min forbeholdne mening og oplevelse. Hverken strand, drikkevarer eller oplevelse fejlede det mindste.

Når vi trækker den nærgående tjener fra, så nyder jeg min dag på stranden, hvor det lufter, modsat den mere vindstille jungle, hvor jeg jo bor. Jeg får læst en masse, kun afbrudt af at stirre på vandet og tænke absolut ingenting ud over den spændende bog, som jeg er i gang med. [Siger det igen: “The subtle art of not giving a F*ck” af Mark Manson, er et must-read!].

Sidst på dagen finder jeg en taxa hjem, glad, afslappet, fuld af sand og vindblæst hår, og jeg når lige akkurat markedet i Ubud, før det lukker kl. 18. Jeg har nemlig en mission om at finde den føromtalte Luwak kaffe, lavet på kaffebær, der har været igennem Luwak dyrets mave. Jeg mener. Pølle kaffe – den dyreste i verden – det skal jeg da have! Det hjælper heller ikke, at min far kækt har responderet på mit sidste blog indlæg, at han [og jeg citerer:] gerne tager en “pølle-kaffe” med mig, når jeg kommer hjem. Nu er det jo bare blevet en challenge, som jeg på ingen måder kan modstå, far!

Det er svært at finde tilbage til den fine kaffebod, hvor jeg fandt Luwak kaffen forleden uden at købe. Boden ligger dybt inde i markedet, jeg husker ikke præcist hvor, og tiden er knap. Pludselig, sikkert med mere held end forstand, finder jeg den ret mirakuløst ved, at jeg bumper ind i den asiat, som selvfølgelig er i færd med at købe al pølle-kaffen sammen med alle sine asiat-venner. Jeg venter pænt, og omsider bliver det min tur.

De her piger har min dybeste respekt. De kan bare deres kaffe! Og måden hver kop bliver lavet på, éen af gangen, med ophøjet ro – det er bare sejt at overvære. Al kaffe bliver lavet på mineralvand hér, også isterningerne, og det giver nu mening for mig, hvorfor alle turisterne køber iskaffe, i vildskab, omkring mig. Isterninger, der ikke giver pøller af kaffen, so to speak. 

Jeg køber en kokos kaffe to-go, imens jeg venter på min Luwak-kaffe bliver malet. Jeg køber også kokos kaffen, med hjem, da den allerede er vanedannende ved første kop. Det er selve kaffen, der smager af kokos, ristet specielt. Og jeg glæder mig allerede til at lave den hjemme i Danmark, en kold morgen med futter på.

Kaffen brygges…

Jeg håber, at jeg når forbi pigerne til en kop kaffe mere, inden jeg flyver hjem lørdag. Det er en ægte perle, og en ægte oplevelse at få sig, dybt inde i Ubud’s tætpakkede marked. Simpelt, og alligevel bare éen af de ting, som jeg vil mindes og smile over i lange tider efter min rejse.

Og til dig far: Vi ses snart til pølle-kaffe fra Luwak dyret! 

Kan I alle have en dejlig, energisk dag – og tak fordi, at I læser med!

XOXO

Er det mon Luwak-dyret jeg skimter i min mælkeskum??

4 tanker om “Mama Brown & Bali, Part 9”

  1. Årh sådan nogle mænd burde gå med lænke! Suk! Men jeg synes det er fedt, at du trods alt har mødt så lidt af det på dit eventyr 😀
    Haha når din far og dig skal drikke den kaffe skal det dokumenteres tak 😉 haha. Hvor er han sjov din far! Selv er jeg ikke helt med på ideen om at skulle have det ind i munden 😛 haha.

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *