hvid5-682x1024hvid6-682x1024hvid4-682x1024hvid3-682x1024hvid2-1024x605hvid1-682x1024

 

Jeg har før nævnt, at jeg tog udfordringen op med de hvide farver, her på bloggen. Et voilá! Lørdag stod den på foredrag nord for Aalborg, for Ladies Circle, og jeg iklædte mig kun hvide nuancer, brudt af sorte lakhæle som skarp kontrast. Det regnede, det var en udfordring overhovedet at komme helskindet hen over vandpytterne uden pletter og mudderstænk – men som den sande lady, jeg er, endte jeg hjemme i sikkerhed, uden en eneste plet. Der er noget uskyldigt, rent og skarpt over et helt hvidt look, og man lyser op på en grå regnvejrsdag; jeg er faktisk blevet stor fan! Der skal eksperimenteres endnu mere, også med pasteller og shades of nude, for det giver blod på tanden, når man mikser og prøver noget nyt.

Foredraget var en sand fornøjelse, for kvinderne var engagerede, interesserede og meget deltagende. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende med at holde foredrag, for jeg var en meget dårlig offentlig taler, da jeg voksede op. Ikke desto mindre, elsker jeg en udfordring, og jeg har efterhånden fundet en god rutine i at levere, og føler mig enormt godt tilpas med det nu, efter flere foredrag. Der ligger selvfølgelig også en passion bag dette; jeg har så meget på hjerte, og jeg vil så gerne inspirere andre til at turde mere. Gå egne veje. Være ærlige over for sig selv. Satse alt, og tage chancen for drømmen, der ulmer og spirer i maven.

Jeg er i skrivende stund meget taknemmelig for min verden, og ikke mindst mit liv. En gæst til foredraget sagde: “Du har opnået utroligt meget på 10 år – men du er 30 år, har hverken mand eller børn – hvordan er det?”. Et spørgsmål der hvilede hos mig weekenden over, for det gjorde indtryk på mig, at det blev stillet. Sandheden er, at jeg er vågnet op fra et job, en livsstil, a way of life der var “forventet” af mig, som gjorde mig ulykkelig. Gået egne veje, satset alt på et bræt, arbejdet tålmodigt og holdt ud i tider, hvor korthuset privat ramlede sammen, og der skulle bygges nye broer. Jeg er vokset 10 cm i løbet af de sidste mange år, for jeg har lyttet til mig selv, og jeg har stolet på, at mine valg var de rigtige. Og det var de. Det koster, naturligvis – intet i livet er gratis, og man kan ikke få det hele, når tiden er mere end booket, men jeg har selv valgt – og jeg er lykkeligere end nogensinde!

Og hvordan det er? Det er det hele værd, når jeg springer ud af sengen om morgenen, iført det største smil for den hverdag, der venter mig!

Tak til pigerne i lørdags; I var fantastiske!

XOXO

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *