To be or not to be – jeg bliver træt alene ved tanken. At være. Ikke at være. Væren er svært – især alt det i midten af det. Rodet. Utilstrækkeligheden. Perfektheden. Tankerne. Åh så træt. Frygten. Vanerne. De altoverskyggende vaner. At være eller ikke at være – det er svært!

Jeg sidder med bankende hjerte og skriver de første linjer i dette indlæg. Fordi det er nøgent for mig. Og uvant. Hele mit liv har jeg været den pæne pige. Den perfekte pige. Alligevel føles det befriende at gå i dybden med noget, mange af os kæmper med – netop at være i dét at være – alene!

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Og dét i sig selv er en morsomhed, af rang, da jeg er en snakkesalig kvinde. Altid med noget på hjerte. Det her ér svært. Der er så mange løse ender, følelser, tanker – allesammen med stor betydning for dén kvinde jeg er blevet.


Flashback: Jeg er alene på 4. år efter en operation, der vender livet lidt på hovedet for mig, selve tilværelsen, livets mening og hvad jeg vil med det – og den. Det hér er vendepunktet. Jeg har fået nok. Hele mit kærlighedsliv er jeg blevet valgt fra. Som jeg ligger der i min seng, sygemeldt, er det som om jeg får kortlagt hele min gøren og laden siden min allerførste kæreste. Jeg har givet alt for meget til mennesker, som enten skulle reddes fra- eller spejles i noget, de ikke selv kunne være. Jeg har været altoverskyggende perfekt kæreste, kvinde, både af udseende, gøren og laden i alle mine forhold. Jeg har kæmpet for mine mænd – der ikke har kæmpet for mig. For det har aldrig handlet om mig – men om dem. Deres mangler. Jeg har bare valgt forkert. Det ser man i retrospekt. Den naive, pladderromantiske, trofaste pige fra landet er officielt knækket. Lige dér i sin sygeseng. Efter utallige, godtroende, dårlige valg for sig selv. “Du tog dem selv,” tænker jeg, banker mig selv mere oven i hovedet, for det er så skøn en vane, i stedet for at anerkende min bevidsthed omkring mine valg i livet. For kun ved bevidstheden om disse valg, kan jeg tage andre – nye, bedre! Jeg beslutter mig for at være alene. Mutters alene, og arbejde med mig selv. Og det gør jeg. Jeg bliver faktisk så god alene, at jeg kan rejse 12.000 km væk i flere uger – 2 gange. Men er jeg på den anden side af utilstrækkeligheden efter 4 år alene? Frygten? Perfektheden?

Jeg vil begynde disse indlæg om at være uperfekt, alene og kæmpende i det daglige singleliv, for at skildre noget alt for få taler om. Singlelivet er lidt “elefanten i stuen”, som ingen rigtig ønsker lige dér til familiefrokosten, men gerne påtaler [meget akavet] som: “Du er da så skøn en kvinde, hvorfor har du ikke en kæreste?” – de vil bare ikke høre sandheden. De lever i boblen [jf. fasttømret samliv, kærlighedsboblen]. Den jeg ikke forstår – som jeg aldrig har været i – fordi jeg aldrig har været så sikker på nogen i mit liv. Jeg er brændende misundelig og dybt fascineret på samme tid; de vil aldrig forstå mine valg, min frygt eller mine udfordringer med at finde min egen “boble”. Tænk hvis den brister.

Min spirende lyst til at dele ud af alt dette kommer faktisk efter en veninde bliver forladt, pludseligt, efter 7 års samliv. Alt – i samme kaliber som hendes situation – i min fortid vælter op i mig; det er næsten som om, at jeg kan smage frustrationen, tomheden og følelsen af svigt påny. Jeg kan intet spise, jeg er irrationelt bange og føler næsten, at det er mig der er blevet forladt. Det er her jeg tænker: “Jeg tør ikke!”. Og det er her, jeg indser, at jeg ikke er så meget “videre”, som jeg går og tror. 4 år efter. Bum.

Jeg er stærk alene. Jeg kan alt. For der er kun en kat til at skuffe mig, når jeg kommer hjem. Ingen følelsesmæssige svigt, ansvar, frygt for at miste, eller blive negativt overrasket af dén man elsker allermest. Det er nemt, det er trygt, og jeg kan altid krybe hjem i min hule, hvis verden bliver for barsk [læs: kærligheden].

Jeg oplever min frygt, nu, når jeg dater. Frygten for at de lyver for mig. Frygten for at de er for tæt på. Frygten for at overgive mig. Slappe af. Og frygten for at blive svigtet, når jeg endelig gør det. Hvis alt altid er endt med at gå i stykker – hvordan skal man så tro på, at noget kan bygges op – højere, bedre og stærkere? Brændt barn skyr ilden – aldrig har en kliché runget højere i min nutid. Min væren. Min gøren. Jeg ønsker en ligeværdig relation, hvor man kan vokse sammen, lære at elske, og blive hinandens bedste støtte. Som et partnerskab der rummer alle facetter. Et venskab, der aldrig trættes. Drømmer jeg? Måske.

Jeg er blevet brændt så meget, at jeg er blevet hudløs ærlig. Jeg ser alt, føler alt og siger det højt. Det er en dræber – be aware. Det bedste er, at du helst ikke er for krævende, for intelligent og allerhelst skal “reddes” – ellers kan de fleste mænd ikke leve op til dig. Generaliserer jeg? Kun i mit kærlighedsliv, som har været fuld af selvsamme. Og jeg har selv valgt dem – nuvel. Offerrollen er ikke indtaget – men min bevidsthed “ser” nu mine valg, og de har ikke ført godt med sig. For det har jeg selv ladet dem! Men nu er det nok. Jeg vil ikke længere være flov over at være mig. Over at være bevidst. Jeg vil ikke længere skjule min ærlighed, min erfaring og mine tanker – det at være er nemlig alt andet end perfekt.

Nu er jeg her. Bevidst. Stolt af den, jeg er. Battle scars and all. Og jeg er klar til at dele ud af dem.

Fra den uperfekte.

Metallica siger det bedst.

16 tanker om “To be or not to be – alene i verden.”

  1. Du er … et af de modigste mennesker, jeg kender🙏🏻

    Hudløs ærlig og på trods, stadig med løftet pande og masser af gå-på-mod❤️

    Jeg bli’r ALDRIG træt af at læse dine skriv … du inspirerer og “tør hvor andre tier” … tak for at du er dig og for at bryde “single-tabuet”❤️

  2. Hvor er det befriende at høre at andre også kan have det sådan.

    Jeg er alene på 4. år. Jeg blev forladt og det grundigt… efter et forhold på 20 år. Han var min 1. Kærlighed, mit barns far, min bedste ven – ja og pludselig var han den der sårede mig, som jeg aldrig troede det var muligt. Jeg er i tvivl om jeg nogensinde tør lukke en mand ind i mit liv igen. Men jeg håber et eller andet sted at jeg en dag bliver klar igen. Det er skønt at kunne selv, at være en stærk og selvstændig kvinde, men nogengange sniger følelsen af ensomhed sig ind på en.

  3. Kære du

    Jeg var i single boblen i 10 år, netop pga forhold som kun handlede om kæresten, som ikke behandlede mig godt. Der skulle gå 10 år før jeg fandt mit selvværd igen og før jeg turde lade nogen elske mig igen, som den jeg er… en lang og lærerig rejse. Det var det hele værd, da der for enden var der guld under regnbuen 🙏🏼❤️😊 ( de findes derude de gode mænd, som ser dig for den du er ) Så ved om nogen hvordan du må have det…. dejligt at du får det ud i lyset, det er 100% en ting som styrker ens selvindsigt og rejse ❤️ Og gå på mod 😊

  4. Åååååh tak og hvor har du ret og hvor er de befriende at du sætter ord på. Ved ikke om du har hørt podcasten hvorfor er jeg single, men den er virkelig et lyt værd. Jeg krydser fingre for at han er derude et sted <3

  5. Du er så sej Linda, det har jeg altid syntes. Du er som du er, take it or live it ❤ blive ved med det. Det skal nok være en mand der en dag sætter pris på en selvstændig, ærlig og smuk kvinde med begge ben solgt plantet på jorden. Du skal aldrig lave om på dig selv for en anden, du er perfekt som du er. Med fejl og mangler som os andre. Elsker mennesker der er ærlige og kalder en skovl for en skovl. God ppåske dig dig skønne kvinde 🐥🐥😘

  6. Tak for din søde feedback – den gjorde mig helt og aldeles glad. Det er netop derfor jeg deler: Få det ud i lyset, få det sagt, accepteret og skildret, at vi er nøjagtig som vi skal være! ❤️

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *