img_0532

// KIMONO Tales of Rebels v/ Stilkompagniet // BÆLTE Heartmade v/ Stilkompagniet //

Året er snart slut. Der gøres status. Det er jeg ganske simpelt nødt til at gøre, for shit et år! 2016 har været det vildeste år for mig. Faktisk havde jeg på ingen måde set dette års hændelser komme, hvilket forklarer det totale chok jeg har befundet mig i, indtil sensommeren indtrådte, og jeg genvandt fodfæste efter mange måneders kamp mentalt og fysisk. Jeg har følt mig som en domino-brik, uden et valg, men kampen for at komme op at stå – den er lykkes nu – og jeg har været tilbage i min forretning siden start august.

Jeg fortalte Jer første gang om mit sygdomsforløb lige her. Det var lidt af en grænse at overskride, men jeg er indrettet sådan, at jeg helst melder ud, ærligt, og undgår snak, sladder og “gæt”, når det kommer til mig, min blog og min forretning. Jeg har selv valgt at være i en mere offentlig “rolle”, end andre, og jeg tager det, der følger med. På godt og ondt. Før min operation/sygdomsforløb kunne jeg godt blive ked af det, når folk kom med en forudindtaget holdning til min person – men det kan jeg ikke mere. Det her år har gjort noget ved mig. Det er ligegyldigt – det praller af. Det er ikke mig, det handler om, når folk er modbydelige, taler ned til mig med ord som “nå, det gik ikke hva!?” og indirekte under éen det værste, sagt lige til ens glatte ansigt, imens man passer sit arbejde – det er dem! Dem og deres eget mangelfulde liv og sind! Det har jeg aldrig forstået før i år: Jeg ved, hvem jeg er nu! Jeg ved hvilken kvinde, jeg er – og er blevet til. Jeg er ligeglad med negativitet – og det er befriende. Jeg passer min forretning, mit eget liv, koncentrerer mig ikke om, hvad andre tænker og mener, og nyder hver dag i mit eget selskab. Jeg står stærkere end nogensinde, og jeg behøver ikke nogen for at være det, hvilket jeg også ytrede allerede hér, da jeg skulle starte på arbejde igen i august.

img_0548

img_0527

Jeg er 33 år nu. Jeg har været testet i år, og jeg føler det som om, der er gået meget mere end et år i tid. Jeg har virkelig kæmpet, og det føltes så langtrukkent dengang i starten. Jeg har fornyet min forretnings farveidentitet, jeg har genopbygget min fysik, arbejdet med store smerter, hvilket jeg stadig gør on/off [ting tager tid], men det opvejes af glæden over at kunne. At være tilbage. At arbejde, udvikle og betjene mine kunder i forretningen. Jeg er så hamrende stolt over, at jeg har klaret alt dét her alene. Alene, hvor jeg havde allermest brug for en ukuelig klippe, som jeg desværre ikke havde. Jeg gjorde det selv. Og dét imens personale, venner, veninder og familie hjalp med alt det kedsommelige, imens jeg gjorde det. Det vil jeg aldrig glemme. Jeg vil aldrig glemme min storesøster, som jeg havde set meget lidt til i mange år, pga travlhed, som bare dukkede op, var der, forstod at jeg ikke kunne bede om hjælp, badede mig og underholdt mig, selv gennem smertegråd og angst, da jeg kom fra hospitalet, og jeg intet kunne. Jeg vil aldrig glemme min mor, som tog sig af mit hjem, min hund, tog mig i hånden og hjalp mig ned i banken efter byttepenge, fordi jeg ville selv, men ikke var helt frisk nok til det, eller kom med morgenmad, eftermiddagskage eller aftensmad i frygt for, at jeg skulle tabe mig for meget. Jeg vil aldrig glemme hende sidde på min sengekant, stryge mig over håret, som var jeg 4 år gammel, og bare være der. Selv i skrivende stund, så lang tid efter, kniber jeg en tåre over det – jeg elsker kærlighed, og jeg har virkelig fået meget af den. Jeg aner ikke, hvordan jeg nogensinde skal gengælde, men jeg vil prøve – resten af mit liv.

2016 går i bogen som det hårdeste år i mit liv. Mange har prøvet værre end jeg. Bestemt. Men dét her har været mit hårdeste år. Og det har været ensomt på det personlige plan. Men jeg er taknemmelig – for der er kommet en ny Linda ud på den anden side. En Linda, som hviler i sig selv. En Linda som taler fra hjertet, hver gang, og gør det, der gør HENDE glad, og ikke det alle andre forventer. En Linda som passer bedre på sig selv, lader være at give alt for meget, men er blevet bedre til at give sig selv mere – og elske sig selv mere. Jeg har endelig ro indeni. Fred. Sygdom er væk, det er året også – så selv om det var et af de hårde af slagsen, så er jeg evigt taknemmelig hér på “den anden side”, som synes så forbandet langt væk tilbage i maj. Jeg har lært så meget, fået så meget nyt tilført mit liv! Jeg har været alene siden maj, da det hele tog fart, og jeg har det godt nu. Sådan rigtig godt. Alene – i mit eget selskab. Det der skal komme, det kommer, og jeg har endelig lært at være tålmodig. For jeg har taget grueligt fejl af mange ting. Ting er ikke altid, som de ser ud til at være. Og det har jeg lært i år – og jeg er vokset på det. Jeg er mig. Hele mig. Helt alene. Glad. Jeg tænker, at vi alle sammen oplever en milepæl eller “livskrise” der ændrer synet på livet – den her omgang skulle lære mig noget nyt. Sådan ser jeg på det.

2016 har også budt på gode ting, glædelige ting – fantastiske samarbejder. Tak til Stilkompagniet. Tak til Skin of Fashion. Tak til Jane Kønig. Tak til Barbara’s Choice. Tak til Daniel Wellington. Tak til Jer alle for de fantastiske muligheder, som I har givet mig!

Tak fordi I har fulgt med herinde – også alle disse år. Det er efterhånden 8 år, der er gået med bloggen, og den har ført mig vidt. Det er mit lille livsværk, min dagbog, min hobby, mit talerør og min passion uanset beskæftigelse, uddannelse eller ståsted i livet. 2017 lover lyst, og allerede i januar venter en spændende opgave med bloggen, som jeg glæder mig meget til at vise Jer!

Tak for Jer, hav et skønt nytår, og husk at passe på dig – der er ikke andre til at gøre det!

XOXO

img_0556

 

img_0559

 

 

8 tanker om “Mama Brown & 2016”

  1. Tak for en rigtig god blog! Der er masser af inspiration at hente, og jeg holder meget af, at du tør dele ud af dig selv som person Godt nytår Godt nytår

  2. Rigtig godt nytår og 2017 skal da blive godt:-) Jeg kan tænke hvad du har været igennem, slet ikke nemt. Jeg blev overfaldet i 2010 og blev 2/3 invalid, mistede min kæreste og venner, job med mere. Så bed hvordan det er at kæmpe sig tilbage til en ny udgave af sig selv. I 2012 fik min datter alvorlig kræft og det er desværre stadig vores kamp. Har du brug for en snak er du velkommen til at kontakte mig. Jeg ønsker dig alt det bedste smukke du:-)

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *