FullSizeRender-2

En lille måned er passeret forbi efter min operation [for ikke at gentage mig selv, så læs indlægget om denne hér]. For mange har den været hurtigt forbi, fuld af sommerferie, festival, eksamen og marathonløb. For mig har den været ulidelig lang. Ulidelig.

Først det ynkelige: Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til før operationen, det hele gik pludselig så stærkt, og en del af mig er egentlig glad for dét, så jeg ikke var bekymret på forhånd. Jeg var benhård, som altid, havde købt ind, fyldt huset med “easy access” skønhedsprodukter, mad, drikke og var sikker på, at jeg kunne det hele, når jeg kom hjem fra hospitalet. Det kunne jeg ikke! Operationen var større end beregnet, fortalte kirurgen, og jeg havde ingen bevægelighed i min overkrop de første 7 dage. Jeg græd dagligt, af smerter, kunne ikke synke, tygge min mad, trække vejret ordentligt og skulle bruge flere minutter på at komme til og fra sengen, hvor jeg kun kunne ligge på ryggen, i døgndrift, den første tid, og skulle have hjælp til ALT. Der er for meget gang i mig til at ligge stille så længe uden mulighed for at lave noget, og min stædighed hader at være afhængig af nogen. Let’s face it – så meget interessant er der heller ikke på Netflix, og så meget HayDay kan man heller ikke spille på sin iPhone [Jep – Mama Bruun flytter halmballer og malker køer som stress-release] 😉

FullSizeRender3

FullSizeRender-4

FullSizeRender

Billederne her er taget 10 dage efter operationen. I eget design – perfekt til at dække forbindingen – så jeg ikke skræmte appetitten væk hos nogen. Jeg, og min ukuelige stædighed, var nemlig sikker på, at jeg sagtens kunne deltage i spisningen ved min svigerindes store fødselsdag. Jeg nåede at være der 1 time så styrtede frøkenen i gulvet og besvimede – helt dramatisk, lang, og træls, lå jeg der, indtil min bror fik klasket liv i mig. Det var alt for tidligt, at forlade sengen. Det var bunden…..

Så det seje: Jeg har nu haft en uge med fuld bevægelighed, pånær få undtagelser, og jeg har genvundet fysik, vægt og humør. Hvis der er noget denne periode har lært mig, så er det, hvad kroppen kan klare – og hvad jeg kan klare. Jeg er nødt til at lytte mere, være i nuet, og jeg er nødt til at passe på mig. Jeg tror vitterligt ikke, at jeg kan komme dybere [please for the love of God!] end jeg har været den sidste måned. Fysisk, psykisk – jeg ramte virkelig bunden – men jeg har en fantastisk fornemmelse i maven, denne uge, fordi jeg kan mærke, at jeg er på vej tilbage. Jeg ved godt, at mange andre har “værre” ting inde på livet – men dette har været mit livs sværeste tid, og jeg håber ikke, at jeg oplever noget lignende – nogensinde igen. Jeg er stærkere, klogere, gladere, og meget meget taknemmelig for mit liv.

I onsdags fik jeg de gode nyheder: Alle knuder, cyster og forandringer er ude. Jeg skal have kontrolleret min højre side af skjoldbruskkirtlen løbende, for at sikre at den fortsat er rask, men de fik alt ud af venstre side, prøverne er gode, og jeg er lettet. Jeg er også glad for, at jeg selv gik til min egen læge, da jeg opdagede at min hals var hævet. Man skal altså kæmpe i dette system. Jeg har ondt af personalet, for de kæmper også, men det er ganske simpelt ikke godt nok, det der foregår i Danmark.

Jeg har lært så meget om mig selv, hvad jeg er i stand til, og det har været en ensom – men vigtig – rejse for mig. Jeg har kørt mig selv for hårdt i mange år, og jeg har virkelig lært noget nu. Linda er vigtigst. Det er du også – husk det. Kæmp for dig, så vil andre også kæmpe for dig.

Jeg glæder mig til at starte op i min elskede og eneste eatlow, i mit eget tempo, uden stress, næste uge – med fornyet energi og taknemmelighed!

XOXO

IMG_3273

12 tanker om “Mama Brown: Om ikke at være sej – og så at være det igen”

  1. DU ER SÅ SEJ OG SMUK! – jeg er meget stolt af dig og glad for at det hele er gået så godt. Jeg ser frem til næste weekend <3

  2. Hvor er du bare sej! Lige meget hvad, så har du kæmpet for stadig at være Linda – det er så godt gået at du allerede er på vej op ud i verden igen. Når dit sår er helnet, kan du med fordel opsøge en fysioterapeut som kan hjælpe dig med arvævsmassage, på den måde opnår du normal fungerende og elastisk hud igen 😉 Knus og kram

  3. Kære søde Linda… du ér sej, det kan man ikke fornægte, men husk nu… at det du siger, med at du skal passe på dig selv også skal føres ud i livet… virkelig!! Man kan rigtig, rigtig meget… nogle gange – og andre knap så meget… Jeg ønsker dig god bedring og sender lige en masse kram… og med fare for at være virkelig Mor-agtig ha ha… husk det nu for pokker – take it easy <3

  4. Jeg er godt i gang med zoneterapi, det hjælper ualmindeligt meget på min bevægelighed! Tak for de søde ord og support – det er værdsat! 😊 /L

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *