Jeg elsker vildtkød. Min far har været jæger, siden jeg blev født, og jeg er vokset op med, at der ofte hang et par ænder eller fasaner i weekenderne, når han havde været afsted.

Jeg drømmer om selv at tage jagttegn, når corona lægger sig, og der igen er lidt frihed til drømmene. Indtil da tigger jeg min kære fader for vildtkød. Jeg hentede glad 2 friske fasaner, klargjorde dem sammen med ham, lærte endnu mere, og fik 2 hele fasaner med hjem til min fryser.

Den ene, hele fasan, er brugt til disse to opskrifter:

  1. Vol-au-vent med fasan i asparges.
  2. Friteret fasanlår med bacon og sød kartoffelmos.

Start med at dele din fasan, så du får de 2 lår fri. Skær brysterne fri, og skær det øvrige småkød af, hvis du har en hel fasan, som jeg.

Vol-au-vent med fasan i asparges.

Opskriften gælder 4 stk, men 1 er nok pr. person, da de er store. (Frys resten, det gør jeg altid).

2 færdige butterdejsruller

2 store fasanbryster, hakket i tern, (også gerne småkødet omkring, hvis du har en hel fasan, som jeg – the more the merrier).

1 dåse aspargessnitter

frisk persille, finthakket

parmesan, friskrevet

salt/peber

2 skalotteløg, finthakket.

1 spsk smør

1/2 liter sødmælk

1 spsk hvedemel

How to:

Start med at stege kødet sammen med skalotteløg i smør. Det skal blot have et par minutter ved høj varme. Tag din pande af varmen og stil til side.

Udstik din butterdej med en rund form/udstikker på 8-9 cm. Du skal lave 2 udstikninger/cirkler pr. vol-au-vent (tartelet), hvoraf den ene udstikkes med et hul af 4 cm (som en donut). Pensl med æg, før du samler de to, og pensl igen med æg, når den øverste, med udstikning på 4 cm, er lagt på. Der er til 4 store vol-au-vents på 2 ruller butterdej/ 2 store på 1 rulle butterdej.

Bag dem til de er gyldne og faste ved 180 grader varmluft. (Hold øje).

Tag nu 1 spsk smør og smelt i en varm gryde. Når det bobler kommer du 1 spsk (med så stor top på, som du kan mestre) ned i smørret, og pisker til en samlet masse. Når smør og mel er samlet, fortsætter du med at piske, imens du tilsætter 1/2 liter sødmælk. Tilsæt nu kød, skalotteløg, 1/2 dl af aspargesvandet, asparges, friskhakket persille og salt peber. Vend/rør ofte til det koger op ved middelvarme. Smag til med salt og peber og fordel dem i dine friskbage vol-au-vents. Servér med friskrevet parmesan og hakket, frisk persille til du skammer dig.

Friterede fasanlår med bacon og sød kartoffelmos.

Opskriften giver 2 portioner.

2 fasanlår

400 gram sød kartoffel

1 spsk smør

salt/peber

200 gram bacon

frisk timian

Panering:

hvedemel

pankorasp

æg

salt/peber

How to:

De søde kartofler skrælles og skæres i tern og koges godt møre. Behold 1/2 dl af væsken i gryden og tilsæt nu 1 spsk smør, mos med en kartoffelmoser, og smag til med salt/peber.

Bacon steges sprødt på enten pande eller i ovn, og skæres i mindre stykker.

Panering how to:

Brug et par engangshandsker til dette projekt. Det er nemmest. Du har 3 dybe tallerkener stående på dit køkkenbord og en tallerken til at sætte af på. 1 dyb tallerken med mel, en med sammenpisket æg, og en med pankorasp. Start med at duppe dit fasanlår med et stykke køkkenrulle, så det er tørt. Vend nu dit fasanlår i mel, så i æg, så igen i mel og igen i æg – for til sidst at slutte i pankoraspen. Det er vigtigt, at olien ikke er for varm, da du kan risikere, at overfladen er færdig før låret er.

Fritering: Varm neutral olie (fx solsikke eller vindruekerne) op til 180 grader. Fritér til overfladen bliver gylden. Læg låret på køkkenrulle, så det kan dryppe af.

Servér med mosen nederst og læg dit friterede fasanlår på toppen med sprød bacon, frisk timian og salt/peber.

Velbekomme!

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *