Hér kommer opskriften på endnu et grydebrød! [Se de øvrige hér].

Brødet er perfekt til hele familiens weekend, nemt at bage – og er du alene, som jeg, smider du blot halvdelen i fryseren, hver gang du laver ét. Det er nemlig altid rart, at have lidt i fryseren, til de dage der er ekstra travle. Denne gang har jeg pakket halvdelen ind i flot papir med bånd omkring, da jeg skal besøge mine forældre i aften; det er en sød tanke – også hvis du fx har en veninde, som du skal besøge! Tanken tæller altid!

Det bedste ved grydebrød er, at arbejdstiden ligger på små 10 minutter. Resten klarer ovnen!

Jeg elsker at riste skiver af grydebrødet, om morgenen, og lave avocadomadder med blødkogte æg, eller bare med plantebaseret smør og syltetøj. Den sprøde skorpe gør sig fantastisk til både morgenmad og madpakker.

Til 1 grydebrød med figner og valnødder:

25 gram gær

0,5 liter lunkent vand

1 tsk salt

500 gram speltmel

1 dl valnødder

1 dl figner

Tip: Brug lige den melsort, som du elsker! Denne opskrift kan ændres alt efter humør – bare pas på med mængden af mel. Tilsæt lidt af gangen.

Rør gæret ud i det lunkne vand, så det er helt opløst, og tilsæt først hakkede valnødder, halverede figner og salt – dernæst mel – og rør godt. Du skal ikke ælte dejen, blot røre den rigtig godt. Den skal være klistret. Dæk dejen over med et viskestykke, hvor den nu skal hæve i 1 time. Tip: Læg et stykke bagepapir over skålen, så ikke viskestykket bliver smurt ind i klistret dej, når den hæver! Når der er gået halvdelen af tiden, altså 30 minutter, sætter du gryden ind i ovnen, så den bliver varm til dejen er klar. Når dejen er færdig med at hæve, efter 1 time, hælder du den i den varme gryde, drysser lidt valnødder samt figner på toppen, og bager det ved 250 grader, uden varmluft, men med låg, i 25 minutter. Har dit grydebrød ikke fået en gylden farve, kan du tage låget af efter de 25 minutter, og give det et par minutter mere uden låget, til det er gyldent.

Det er det letteste brød at lave, og det er tilmed billigt, og virkelig lækkert! Jeg bruger altid hvad end, jeg har i huset af kerner/frø/tørrede bær.

Velbekomme – og prøv lige at lave et par avocadomadder – du vil elske det!

XOXO

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *