
Det er altså ikke rigtig jul uden hjemmebagte pebernødder! Det er nemt, det er hyggeligt og så smager de tusind gange bedre end de triste færdig udgaver i butikkerne.
Du får her opskriften på mine Pebernødder [cirka 100-120 stk]
2 dl sukker
1 æg
275 gr hvedemel
100 gr koldt smør
0,5 dl fløde
1 tsk hjortetaksalt
1 tsk stødt nellike
1 tsk stødt ingefær
1 tsk kanel
1 tsk peber [hvis du har – så brug gerne hvid]
0,5 tsk kardemomme
How to:
Pisk først æg og sukker til en luftig æggesnaps. Vend fløden i. Vend krydderierne i hvedemelet, smuldr smørret heri og saml nu dejen med begge dele. Dejen skal hvile i mindst 1 time i køleskabet, men den kan sagtens laves aftenen før fx. Dejen skal gerne være fedtet men ikke klistre.
Jeg deler altid min dej i lige store stykker og ruller stænger ud af hvert stykke. Skær dine pebernødder ud med en kniv. Jeg sørger for at lægge dem ned på pladen, så er der ingen grund til at trille dem runde. Det klarer ovnen helt selv.
Giv dem 10 minutter i ovnen ved 175 grader uden varmluft.
Lad dem køle af og kom dem på glas eller en kagedåse.
Velbekomme!