Jeg havde en enkelt uges ferie, så jeg besluttede mig for at tage en dagstur til Læsø igen. Det er den perfekte dagstur, hvis du mangler lidt at lave i din ferie, og du kan ofte spare -40% af billetten på dagsture i udvalgte perioder/datoer, så hold øje med Læsøfærgen’s hjemmeside.
På min sidste tur til Læsø, lejede jeg en cykel. Det kan varmt anbefales. Denne gang var vejret ikke med mig, til start, så i hæsblæsende sommervejr, valgte jeg at bruge den gode, gratis bus på øen og gå rundt fra stoppestederne. Det er nemt, og du kan endda oplade din telefon, imens du kører med.
Læsø slagteren er legendarisk, og kan varmt anbefales, hvis du fx er i sommerhus på øen.
Besøg Thorvald Hansen‘s tårn. Det er spændende at kravle til tops og kigge ud over øen.
Jeg var nødt til at genbesøge Læsø Saltsyderi. Det sted er så magisk, og så er personalet så passionerede omkring produktionen – og fortællinger om den. Besøg dem til et foredrag, se produktionen, køb salt og andre Læsø lækkerier i deres butik [jeg kan varmt anbefale Læsø sennep].
Når du er der, ligger Storhaven 1 km derfra, og dér må du hen. Du kan læse mere om Storhaven i mit første indlæg om Læsø.
Besøg Læsø Kunsthal og se deres aktuelle udstilling på Østerby Havn. Der er så hyggeligt og autentisk. Jeg brugte en god rum tid dér, og nød kunstnere som Chagall og Picasso fra stedets egen samling. Hold øje med hjemmesiden for åbningstider og udstillinger.
Når du nu er på Østerby Havn, så spis dig lige en fiskefrikadelle hos Thorsenfisk. Gutterne dér er herlige, og så laver de Danmarks bedste fiske-delle, hvis du altså spørger mig! Jeg nød mig en hånd-delle, imens jeg ventede på bussen til min videre færd. Det er en varm anbefaling!
Kig forbi et originalt Læsøhus med tangtag og bindingsværk af strandingstømmer, Hedvig’s Hus, som Læsø Museum købte i 1994 og reddede fra nedrivning. Du betaler 20,- kr. for at kigge inden for, og det er dét værd at opleve, samtidigt med, at du støtter bevaringen af stedet.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Når du er på Læsø, så skal man spise jomfruhummer. Hummerens Hus serverer utallige muligheder helt frisk fra auktionen, og det smager fantastisk.
Læsø har så mange ting at byde på, og det er bare at komme afsted, hvis du spørger mig.
God tur!