Dét her er toppen af hotdog-poppen. Intet mindre. Den behøver ikke engang en intro. Just do it.
Du får her opskriften på min: “hotdog med kartoffelmos, sennep og baconmarmelade,” til 2 personer.
Find opskrift på baconmarmelade lige hér.
4 brioche hotdogbrød
4 pølser
stærk sennep
purløg, finthakket
friterede skalotteløg [de kan laves nemt selv, se tip neden for, eller de kan købes hos din asiatiske købmand]
Kartoffelmos:
300 gr kartofler
50 gr smør
0,5 dl fløde
salt/peber
1 sprøjtepose
How to:
Tip! Friterede skalotteløg kan du nemt selv lave: Hak dem fint og vend i mel. Friter i smagsneutral olie ved 180 grader, til de er gyldne.
Kartoffelmos: Kog kartofler i saltet vand, til de er møre og bløde. Jeg moser mine med en kartoffelmoser, og når jeg tilsætter smør og fløde, bruger jeg en stavblender, til at få konsistensen helt fin. Smag til med masser af friskkværnet peber, og lidt salt. Kom på sprøjtepose og klip tut af, så den er cirka 2 cm i åbningen.
Pølser: Jeg steger mine pølser i en god klat smør, salt og peber, til de er gyldne. Hotdogbrød luner du i ovnen.
Anret: Smør hotdogbrød godt med den stærke sennep. Kom pølsen i brødet, så kartoffelmosen, og til sidst fordeler du baconmarmeladen [enten kold eller varm], friterede skalotteløg og purløg på toppen.
Velbekomme!