Jeg fik “chicken and waffles” i Göteborg, sidste gang jeg var der, og retten var så god, at jeg måtte lave min helt egen version. Den smager, så mad-fuglene synger.
Du får her min opskrift på: “Chicken and Waffle med friteret kylling, jalapeños og mangocoulis” til 2 personer.
2 stk kyllingebryst
syltede jalapeños
forårsløg
mørk sirup til topping
Vaffeldej:
150 gr hvedemel
2 æg
1 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
1 tsk vaniljesukker
1,5 dl mælk
0,5 dl sukker
50 gr smeltet smør
Panering:
2 dl hvedemel
2 dl pankorasp
salt/peber
2 æg
5 dl smagsnetral olie til panering
Mangocoulis:
150 gr mango fra frost
50 gr sukker
2 spsk citronsaft
1 tsk vaniljesukker eller 1/4 fintrevetrevet tonkabønne
How to:
Start med at lave din mangocoulis en dag før.
Mangocoulis: Bring alle ingredienser i kog i 10 minutter. Stavblend til den er helt lind og kom den i et rent glas. Køl af i køleskabet dagen før, du skal bruge den.
Rengør og bank din kylling med en kødhammer mellem 2 stykker husholdningsfilm. Jeg deler min kylling over i 2, så jeg kan fritere i en mindre gryde.
Skær forårsløg i tynde slices og dræn jalapeños.
Vafler: Vend alle ingredienser i en skål og pisk godt i hånden med et piskeris, så der ingen klumper er i dejen. [Vær opmærksom på, at opskriften er nok til 2 store, firkantede vafler, som på billederne. Skal du lave de runde, større vafler, skal du fordoble opskriften]. Fordel en klat smør og bag vaflerne til de er gyldne og faste.
Panering: Brug et par gafler, eller engangshandsker – og slip for paneringsfingre. Start med at vende kyllingen i mel, som du har krydret godt med salt og peber, så i æg, og til sidst i pankoraspen. Det er vigtigt, at olien ikke er for varm, da du kan risikere, at overfladen er færdig før din kylling er.
Fritering: Varm smagsneutral olie (fx solsikke eller vindruekerne) op til 180 grader i en lille gryde. Fritér til overfladen bliver gylden. Læg din kylling på en tallerken med køkkenrulle, så overskydende olie kan dryppe af. Drys godt med salt.
Anret: Fordel mangocoulis nederst på en tallerken med vaflen ovenpå. Den friterede kylling er kronen på værket, så den placeres på vaflen. Sørg for at toppe hele herligheden af med mørk sirup, inden du drysser med jalapeños og forårsløg. [De gule blomster er spiselige, fra surkløver].
Velbekomme!