[Dette indlæg omhandler min tur på marked, og en lækker frokost, på en skøn café, med mulighed for take away, i Ubud. Der kommer ikke til at ske nogen glorificering af mit solo-eventyr, så alt er skrevet ærligt og kærligt].

Jeg har valgt at rejse i oktober måned, så jeg er foreberedt på regntiden. Eller “crazy weather” som balineserne selv kalder det. Og det regner i dag, så jeg ændrer mine planer, og får gjort dem mere regnvejrs venlige.

Jeg beslutter mig for at tage ind til Ubud’s marked, som ligger helt centralt ved Ubud Palace. Her er igen mange mennesker, men det er også det perfekte, ustadige vejr, til en dag på marked. Og det er stort. Du kan både udforske området inden for og udenfor. Der er virkelig meget at se, og meget at købe, hvis man vil have balinesiske kærligheder med hjem.

Jeg overhører flere turister være decideret uhøflige over for sælgerne hér, og ja sælgerne kan også være meget uhøflige, men jeg overværer et par situationer, der er ret aggressive. Du skal altid prutte om prisen hér, og det forventer sælgeren, men du skal ikke være uhøflig. Men nu har jeg også en stor respekt, når jeg rejser i et andet land. Jeg får købt en taske til en virkelig god pris; sælgeren startede på over det dobbelte. Men jeg gør det med et smil, og sælgeren er også tilfreds, kan jeg se. Jeg taler lidt med hende, og hun siger, at det er svært at tjene penge, når det regner så meget. Mit hjerte standser lidt lige dér, og jeg bliver ramt af akut dårlig samvittighed over mit taskekøb. Det nytter ikke noget, og det ved jeg, men jeg er født med en ufattelig stor indlevelsesevne, og jeg kan ikke bære det, når jeg ser gadehunde, eller mennesker som ikke har det så godt, som vi har hjemme i Danmark. Det vil altid være svært for mig.

Jeg fandt en hyggelig lille bod med Luwak kaffe; verdens dyreste kaffe af den “simple” grund, at Luwak dyret [også kaldet palmerullen] er et meget kræsent dyr, som udvælger de bedste kaffebær, når den spiser, fordøjer disse, hvor kun skallen på kaffebønnen opløses, og selve kaffebærret kommer ud sammen med dyrets afføring, og bliver til verdens dyreste kaffe produktion. Ja, det er charmerende, og dét er endnu mere charmerende, at Luwak dyrets afføring skaber den unikke smag, som kaffen har. Jeg overvejede da, et øjeblik, at tage 100 gr med hjem til Far Hans [jf. Mama Brown’s fader], så vi sammen kunne udfordre hinanden i at drikke denne unikke, dyre, kaffe til næste søndagsbrunch. Jeg har ikke besluttet mig endeligt endnu far, og jeg ved du læser med….

Luwak kaffe info: Bønderne samler Luwak dyrets efterladenskaber, renser og tørrer kaffebønnerne, for til sidst at riste bønnerne ved cirka 250°C. Der produceres kun 250 kg årligt hér.

Efter marked, og tusind boder senere, går jeg på en skøn, lille café, der ikke ligger langt derfra, lige op ad gaden. Jeg har kigget Grandpa’s et par gange, når jeg er gået forbi, og de har både smoothie bowls, sandwiches, wraps, salater, juices, smoothies, kage, is, og virkelig lækker kaffe.

Jeg får en smoothie bowl, og den er virkelig lækker. De bruger ikke isterninger i den, så den kan sagtens spises uden bekymringer. Jeg bestiller alt, uden is hernede, bare for at være på den sikre side. Og jeg vil råde alle til at gøre det samme, hvis I har en mavelidelse, eller sart mave. Hygiejnen er i top, men isterningerne kan være lavet på lokalt vand, som på ingen måde er rent, og det kan en sølle, dansk mave altså ikke kapere. Blot et venligt tip!

Jeg er så dybt imponeret af stedet hér. Grandpa’s leverer super service, der er fri og god wi-fi, og så er der friske råvarer. Du kan også købe take away. Jeg bestiller en wrap med vegetarisk fyld, bl.a. koriander og stegt tofu, som jeg tager med hjem til aftensmaden. De pakker både bestik, servietter, så du skal ikke tænke på noget. Jeg kommer af med 319.000 indonesiske ding-dongs for det hele, hvilket svarer til ca. 150,- danske kroner for både smoothie bowl, 1 coca cola light, 2 cappuccinos og 1 take away wrap. Det er, igen, imponerende til den høje standard.

Da jeg returnerer til min hytte, ser det endelig ud til, at regnbyerne er stoppet. Jeg nyder en hyggelig stund på min terrasse, men det bliver snart mørkt, så jeg når kun lige en tiltrængt dukkert i poolen, hvorefter jeg ligger mig inden for, med min medbragte bog. Tiden er min, hernede, og det er ret angstprovokerende. Hvordan kan tid til éen selv være angstprovokerende? Jo, ser du, når du altid er “på” og skal nå en hel masse, til daglig, fordi du driver en madforretning, hvor alt skal være tip top, så er det temmelig vanvittigt, at jeg pludselig bare sidder og kigger ud i luften. Heldigvis er udsigten helt fantastisk, og heldigvis er det udviklende, og heldigvis lærer jeg en masse om mig selv, min hverdag ,og hvordan jeg har grebet, og bør gribe, tingene an. Det er lige nøjagtig disse ting, som er sunde for den hyperaktive mig at finde ud af. Jeg er så godt tilpas i denne rejse nu, at det skræmmer mig på den gode måde. Min hjerne har fri, jeg får slappet rigtigt af, udfordrer mig selv ved at tage rundt alene, og jeg får en masse ny inspiration til min hverdag hjemme i Danmark.

Jeg nyder virkelig hver dag, og jeg er allerede halvvejs igennem min ferie på Bali. Hver dag er lækker, med eller uden regn, og jeg glæder mig allerede til i morgen!

Bali kram, og masser af god energi, fra mig!

XOXO

Bæredygtig kimono fra Sissel Edelbo // Solbriller fra Ganni