Marmelade er nok ikke den helt rigtige titel til denne opskrift – selvfølgelig er den lækker på din ostemad – men jeg bruger den også til at toppe min morgengrød – eller skyr – fordi det er en ekstra lækker detalje med lidt müsli fx, når man trænger til forandring om morgenen.
TIP: Forandring i morgenrutinen gør det sjovere at leve sundt! Fx. ved at lave en lækker topping til din morgenmad!
Denne abrikos/appelsin version er naturlig i smag – ingen smagsforstærker – så man kan godt blive overrasket, i forhold til købeudgaverne. Denne er helt naturlig, mild, ren og kun sødet med vaniljekorn og akacie honning. [Det er lidt ligesom med blåbær. De kunstige smagsforstærkere har desværre gjort, at vi ikke aner, hvordan de lækre banditter i virkeligheden smager!]
Til et glas på ca. 250 ml, skal du bruge:
1 bakke modne abrikoser [gerne øko]
1 øko appelsin, stor
1 stang øko vanilje
2 spsk øko akacie honning
2 dl vand
Hele herligheden koges ved middel varme til væsken er omdannet til en lækker masse, der kan “smøres” eller “sidde på ske”. Vaniljestangen splittes blot på midten, og koges med, og tages op inden der hældes på glas. Appelsinen presses først for saft, ned i gryden, og frugtkød pilles ud og koges med. Undgå det hvide i skallen – det er for bittert!
TIP: Vil du være ekstra fræk, kan du med fordel rive lidt appelsinskal [den er jo øko] med i herligheden, så den bliver ekstra syrlig, hvis du er til dét!
Jeg koger, med vilje, aldrig kæmpe portioner, da jeg ønsker et frisk produkt – ofte. Det er nemt at lave, og det passer sig selv, imens du ordner noget andet, med lidt omrøring hist og her.
Jeg håber, at I vil nyde denne opskrift også – ren, naturlig og rigtig abrikos “marmelade” 😉
XOXO
Hvor lyder det bare lækkert, det er jo perfekt til topping på over night grød – det skal helt sikkert prøves 😊
Præcis Camilla – det fungerer så godt, og så kan kun fantasien sætte grænser alt efter sæson. Jeg ELSKER det som topping 😊 /L