[Dette indlæg omhandler mit besøg til Rismarkerne i Tegalalang, Tirta Empul Templet, og Goa Gajah “Elephant Cave” Templet, der alle ligger nord for Ubud by.  Mine indlæg omhandler både tips, tricks og ærlighed. Der kommer ikke til at ske nogen glorificering af mit solo-eventyr].

Jeg vågner efter en skræmmende god nats søvn. Det er fredag morgen. Det har tordnet, på den helt onde klinge, i nat. Alligevel har jeg trukket næsten 7 timers søvn. Jeg slår dørene op til strålende sol og en bagende hede. Vejret er fantastisk. Jeg tænder min bruser, som er udendørs, og får mit morgenbad i bagende sol; der er altså noget helt specielt over at stå som Gud har skabt dig, i en jungle, badende i bagende solskin.

Jeg spiser min morgenmad, læser min bog, nyder min kaffe, og bliver afbrudt af den dér lækre lyd, som kun rigtige ænder kan lave. Ænder er overalt i rismarkerne hernede. Snadrende i markens vandhuller, redder de totalt min morgenmad og giver mig et kæmpe smil på læben.

Fredagen er planlagt i aftes, inden jeg lagde mig til at sove [jeg tager tingene meget dag-for-dag, hvilket er helt med vilje og meget imod min kærlighed til planlægning – igen helt med vilje], og jeg går ned for at møde chaufføren, som skal køre mig rundt i dag. Det koster ca. 250,- for 5 timer, og det er rigeligt til at se 3-4 destinationer. Selv om min chauffør ikke er stærk i sit engelske, så går snakken alligevel. De tror alle sammen, at jeg hedder Lydia hernede – jeg retter dem aldrig – så nu er jeg den alene-rejsende Lydia på Bali. Min chauffør parkerer, og jeg hopper ud for at købe billet til min første oplevelse: En gåtur på rismarkerne i Tegalalang.

Her er rasende smukt. Og bagende varmt. Jeg er ved at omkomme af hede. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Husk vand! Jeg har altid en flaske med hernede, og jeg køber altid en mere, så snart jeg kan komme til det i løbet af turene. Der er masser af drikkeboder, hér, så det er heldigvis dejligt nemt.

Rismarkerne i Tegalalang er meget overrendt af turister. Og hvor der er turister, skal der tjenes penge. Så overalt står der ældre balinesere med kurvene fulde af risplanter og tilbyder dig at få taget et foto, eller at købe et foto, som de har taget af rismarkerne, eller …… det trættede mig. Og det piner mig, at du ikke kan bevæge dig rundt hernede, uden at blive spurgt om at købe transport, taxa eller skrammel. Men jeg vænner mig mere og mere til det. Jeg har også rismarker lige bag min egen hytte, men jeg ville lige se Tegalalang, som alle taler om. Jeg vil råde alle til [også] at gå på egen hånd – en privat chauffør kan hurtigt finde en privat rismark, som I kan få helt for Jer selv, hvis ikke I magter en milliard turister.

Turen går videre til dagens næste destination: Tirta Empul Templet. Jeg når kun lige ud af bilen, hvor en lind strøm af musik rammer mig. Det er vanvittigt smukt, og guddommeligt nærmest, men det er jo også meningen. Jeg er heldig, siger min chauffør, for der er en ceremoni i gang, for guderne, der kun holdes hver sjette måned. Jeg bliver mødt af et kæmpe optog, med musik og ofringer i lange baner. Jeg er fuldstændig lammet af synet. Jeg smiler bare. Jeg ér bare. Det var så skøn en oplevelse! Sikken “fest”!

Tirta Empul betyder “hellig kilde” på balinesisk. Her vasker hinduerne deres krop og sind rene med det hellige vand, der flyder fra templets helt egen kilde. Kildens bund “buldrer” ligesom en vulkan [altså uden lava, ikke!], og det er et fascinerende syn. Der kommer hele tiden helt rent vand, som hinduerne ser som hellig renselse af deres kroppe og sind. Selve hovedkilden må kun meget specielle hinduer bade i, fortæller en balineser os måbende turister.

Her skyller hinduerne hoved og krop under de hellige kilder; bag dæmningen ligger selve kilden og buldrer af sted med rent vand.

Her kommer det hellige vand fra. Det var umuligt at fange med kameraet, men de sorte områder på billedet er i bevægelse; der kommer vandet op, ligesom lava i en vulkan. Vandet er fuldstændig klart helt ned til bunden, og det kan drikkes direkte, fortæller en ivrig balineser.

Alle skal bære sarong, når de færdes i templerne. Kvinder, der menstruerer [ja, der var ordet, som jeg ikke lige regnede med at se på min blog!], betragtes som urene, og må ikke komme ind. Og det er dybt seriøs snak; der er tilmed kæmpe skilte hele vejen ind til templerne. Det er religion, og det er bare sådan det ér. I Danmark var der nok en skrigeballon eller 1000, der havde lavet curling på dén. Bare ærgerligt, Sonny-Boy!

Jeg får hjælp af en ældre balinesisk herre til at binde min sarong; han spørger, hvor jeg er fra, og siger “big!” og smiler over mine 183 cm, med sit venlige ansigt. Han går mig til skuldrene. Venligheden er ægte fra de arbejdende her. De vil dig gerne, præsenterer sig, og vil altid hjælpe dig alt, hvad de kan.

Farverne er fantastiske; her er eksempler på “ofringer til guderne”. Deres religion fascinerer mig meget; den er meget spirituel.

Jeg finder igen min chauffør, der sidder i skyggen af et træ og læser sin avis. Han er noget nær det rareste menneske, som jeg har mødt. Han hedder Wayan, og arbejder kun som chauffør på Bali. Næste destination er Goa Gajah – også kaldet Elephant Cave. Stedet er et hindutempel og et arkæologisk betydningsfuldt tempel, fordi det er meget gammelt. Omkring grotten er der smukke ceremonier, madlavning, musik, hellige kilder og flotte rismarker. Det er endnu en oplevelse, som jeg nyder; det er et fascinerende syn. For at komme ind i grotten skal du igennem dæmonens mørke gab. Dæmonen er et kalahoved, som har de udstående øjne, som er typiske for disse skulpturer. I grotten er der bedeområde og gamle inskriptioner, og der er meget lufttæt, og røgelsen er meget kraftig – og det skal bare opleves! Det er ren Indiana Jones!

Wayan sætter mig til sidst af i centrum af Ubud, som er sidste stop. Klokken er 17. Jeg takker ham for dagen, og vi aftaler at se flere steder. Jeg er sulten. Jeg har kun fået vand siden min morgenmad, for varmen og fugtigheden gør dig mere tørstig end sulten. Jeg går i en anden, ny retning end før, i Ubud, og finder Pura Taman Sarawati Templet, ikke langt fra Ubud Palace. Templet ligger nemlig lige bag den restaurant, som jeg vælger at spise min tidlige aftensmad på i dag. Udsigten er storslående, og selv om jeg kun er 1 person til spisning, så sætter tjeneren mig helt ud til søen ved et firemandsbord. Igen er venligheden bare stor. Templet ærer Saraswati, gudinden for viden, kunst og litteratur. Det er vel meget passende, når jeg at tænke med et smil. Blogger humor?

Jeg bestiller det lækreste vegetarmad til dato! Jeg kunne slet ikke dy mig, og bestiller både hjemmelavede wrap med stegt tofu, røde bønner samt stærk tomatsauce, og en tærte med parmesan, vinaigrette og feta. Jeg spiser det hele, rub og stub, imens jeg nyder udsigten af en milliard åkander og guddommeligheder.

Klokken nærmer sig 19, og jeg vil lige handle lidt vand, min gode Bali-ven Cola Light, og nogle virkelig lækre kiks med peanutbutter, som jeg er blevet ret afhængig af, inden jeg bliver kørt hjem. Det ender selvfølgelig med, at jeg får købt 2 kimonoer, inden jeg overhovedet når over i et “mini-mart”, som det hedder her. Flot Linda. Din rygrad er tyndere end en sytråd. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville vente til de sidste dage, men jeg kunne ikke stå for disse. Print taler bare til mig, og hernede er de bare så dygtige til det, at jeg var solgt på stedet. Til gengæld slap jeg kun 700.000 indonesiske ding-dongs, hvilken svarer til ca. 300,- danske kroner. Du kan sagtens finde en masse skrammel hernede, men leder du i krogene og holder ud, selv om de råber dig i ansigtet, om du vil købe, så er der altså nogle meget fine, og flotte sager at finde!

Til sidst i dette indlæg vil jeg lige påpege éen af de ting, ingen fortæller om, tager billeder af, eller skriver hjem om, når de er på Bali.

Ham hunde-vov hér ligger lige ved butikken, hvor jeg køber mine nye kimonoer i, og han er iskold over trafikken. Hér er han vokset op. Det piner mig at se gadehunde. Jeg ligger mad til éen af dem her til aften, da jeg stiger ind i bilen for at komme hjem fra Ubud, da jeg ser ham rode i en skraldespand. Jeg kan bare ikke bære det. Derhjemme venter min 12 årige hund, som jeg vogter over med mit liv. Men balineserne lader ikke hundene strejfe for at være onde; de har bare ikke det samme forhold til hunde, og dyr, som vi har. Jeg spurgte min chauffør. De har dem ikke som personlige kæledyr. Igen – sådan er det bare hernede. Men det piner mig alligevel. Jeg ved, at der er en organisation hernede ved navn BARC, der hjælper mange af dem, i høj grad, men det er stadig hårdt at se dem i trafikken, beskidte, afpillede og syge.

Jeg vil runde af for denne dags solo-eventyr, som er beskrevet, i et indlæg, på intet mindre end 1700 ord. Forfatteren er løs! Det har været en dag med mange indtryk, oplevelser og sanserne har været i brug, så mon ikke jeg sover tungt igen i nat!

Og! Så har jeg i øvrigt mødt min første store edderkop på Bali; den ventede nemlig på mig, lige under mit dørhåndtag på terrassedøren, da jeg returnerede fra Ubud her til aften. Så er den ligesom også vinget af. Der behøver ikke komme flere; hellere firben og frøer, tak!

Hedebølge, masser af energi og solstråler her fra Bali!

XOXO

Bonusinfo: Jeg mødte de første danskere i dag! De var så søde at tage et vaskeægte turistbillede af mig på Tegalalang’s gyng-gang!