Andehjerter er yderst delikate, hvis du altså er til indmad. Jeg synes, at indmad er virkelig undervurderet – og derfor har jeg sat mig for at fremhæve det i nogle unikke opskrifter, hér på siden under min kategori: “Let’s make indmad great again”. [Du finder mine kategorier ude i højre side på forsiden].
Du får her min opskrift på: “Friterede andehjerter med chili polenta fritter og bagte tomater med timian,” til 2 personer.
250 gr andehjerter [jeg har købt økologiske]
smagsneutral olie
2 æg
2 dl rasp
2 dl hvedemel
Chili polenta fritter:
125 gr polenta [fx fra Il Fornaio]
600 ml kogende vand
1 grøntsags bouillonterning
2 spsk tørrede chiliflager
2 spsk polentamel
smagsneutral olie
salt/peber
kewpie mayo [asiatisk mayonnaise]
Bagte tomater med timian:
300 gr mini tomater
frisk timian
smagsneutral olie
salt/peber
How to:
Chili polenta fries: Start med at få 600 ml vand op i en gryde og opløs bouillonterning. Pisk polenta melet i lidt efter lidt. Pisk i et par minutter og tag det af varmen. På et stykke husholdningsfilm fordeler du polentagrøden, og former en firkant, hvor du laver en ensartet højde, glatter overfladen, og skaber kanterne lige med en dejskraber. Pak din polenta ind i film, så den bliver helt glat, og pres kanterne efter, så den er helt lige og jævn. Sæt på køl minimum 2 timer.
Når det er tid til, at polenta fritterne skal laves, gør du en bageplade klar med bagepapir, skærer din polenta ud i ensartede fritter og lægger dem på bagepladen. Dryp med smagsneutral olie og drys med salt, peber, tørrede chiliflager og polentamel.
Bagte tomater med timian: Skyl og halvér tomaterne. Drys med salt, peber og frisk timian, som du hiver af stilkene. Bag dem i 15 minutter ved 180 gr varmluft.
Friterede andehjerter: Rens og skyl dine hjerter. Skær fedt og sener af og dup dem tørre med køkkenrulle. Lav 3 skåle: 1 med pisket æg, en med hvedemel og 1 med rasp. Vend først hjerterne i mel, så pisket æg og til sidst rasp. Fritering: Varm neutral olie op, i en lille gryde, til 180 grader. Fritér 2 andehjerter ad gangen, så olien ikke taber temperatur, og tag dem op, når overfladen bliver gylden. Læg dem på køkkenrulle, så de kan dryppe af.
Anret: Fordel chili polenta fries, bagte tomater og friterede hjerter, og giv det hele et godt drys salt, peber og mere frisk timian. Dyp i kewpie mayonnaise – og nyd!
Det er en fantastisk kombination, det hér.
Velbekomme!