Jeg ankommer til min 4. og sidste destination, Seminyak, om eftermiddagen efter en meget turbulent bådtur fra Gili Air, med uvejr, og 2 timers køretur. Det var blot en uheldighed, med vejret, for der er intet at klage over ved transporten i sin helhed, som glider smertefrit! [Læs tidligere indlæg hér om mit valg af bådtransport mm.].

Hvor bor jeg?

Jeg bor hos Singgah Villa i Seminyak, gennem Booking.com, og jeg er nødt til at sige, at det ligger rigtig godt til centrum og til strand. Du drejer til højre 2 gange og fortsætter ligeud i 10 minutter på gåben, og så står du på stranden! [Se mit indlæg om destination nr. 1 – og hvorfor jeg booker gennem Booking.com!]

Her er rent, lækkert og jeg har booket en kæmpe villa med 2 soveværelser, da det ikke kostede mig ret meget mere at få de sidste kvadratmeter. Der kommer 6-7 mennesker og gør rent og serverer din morgenmad, hver dag, og prisen er virkelig god.

Og se lige morgenmaden:


Hvad oplevede jeg i Seminyak?

Seminyak bød på den bedste shopping på min tur. Der er masser af butikker, med masser af balinesisk håndværk, og unikke kjoler at finde, hvis man tager sig tiden. Jeg havde 8 dage hér, så jeg gav mig god tid, hver dag, for at finde nye stræder, butikker og virkelig udforske.

Jeg fik også prøvet en tur til frisøren til en “blow-out” med vask, føn og styling, til 140 DKK. Jeg forkælede mig selv den dag jeg ankom, hvor jeg stadig var søsyg, svedig efter en 4 timers rejse og bare ikke orkede min kæmpe manke i varmen, hvor man sveder, så snart man har været i bad – igen. Det kan virkelig anbefales. Balineserne er så søde, servicemindede og rare – oprigtigt interesserede i at lære dig at kende. Det var en hyggelig time, i stolen, og det var virkelig god forkælelse!

Eventyrlig salon til hår og negle i Seminyak.

Det allerbedste, og det jeg nød allermest i Seminyak, var deres supermarked Bintang.  Det er stort, og så har de så mange lækre sager hér! Jeg fik købt en masse tørret frugt, mysli og kakaonibs, og jeg nød at se deres smukke grøntafdeling og mange produkter. Jeg brugte lang tid her – hele to gange!

Jeg havde brugt 7 dage, på stranden, på Gili Air, så jeg var lidt “mæt” af sand alle steder, men fortrød ikke at besøge den lækre strand i Seminyak. Hér er så smukt med farverige parasoller, musik, hyggelige caféer og en dejlig, afslappet, casual atmosfære. Bølgerne er enorme, folk surfer, ryger vandpibe, drikker drinks og får flettet hår af de forbipasserende strandsælgere. Hér var dejligt!


Mine bedste råd til Seminyak:

Besøg stranden og nyd en frokost, eller drink, når solen går ned, under de farverige parasoller hos La Plancha.

Shop i Bintang Supermarked, nyd den sprøde aircondition, og tag lidt lækkerier med hjem. Jeg fandt tørret frugt, krydderier, og mysli, til ingen penge!

Shop i byens shoppegade hvor der er utallige butikker, håndværk og unikke balinesiske fund.

Prøv “The Haven” som er et eksklusivt hotel, hvis restaurant er helt fabelagtig.

Jeg har været i Seminyak i 8 dage, og hér sluttede min solorejse. Husk, at du kan finde live stories på alle destinationer, under højdepunkter, på min instagramprofil @mamabrown.dk, hvor jeg har delt mine oplevelser skridt-for-skridt.

EKSTRA LÆSNING: Der er mange ting at opleve på fastlandet Bali: Se alle blogindlæg for min solorejse hertil i 2017 lige her.

Helhedsindtrykket af min solorejse:

Jeg har virkelig udfordret mig selv på denne tur. 4 destinationer, planlægning, rejsen alene, både til Bali – men også under min rejse fra destination til destination – jeg har virkelig været udfordret, men jeg har også lært rigtig meget.

Jeg rejser ofte på egen hånd, men taler vi længere rejser, som denne, så er det ret specielt at være i sit eget selskab så længe. Jeg taler med de lokale, min chauffør og når jeg handler – men ellers søger jeg ikke andre på min tur. Jeg observerer rigtig meget, konverserer kun når folk henvender sig til mig – for det trænger jeg til. Når man hele tiden er “på” derhjemme, er det noget så rart at ingen forventer noget som helst af dig. Det lyder egocentreret – men det er egentlig blot en god egenomsorg for mig. Fuldstændig ro, stilhed og ingen krav. Det nyder jeg.

Gili Air var det eneste sted, hvor jeg faktisk fik 3 nye venskaber, fra folk der opsøgte mig på stranden, hvor jeg lejede mig ind hver dag i en strandstol med min bog. Familier, og en enkelt solorejsende, ligesom jeg selv. Vi spiste sammen, hyggede sammen og så solnedgangen sammen. Det var gode, dybe samtaler, som jeg aldrig vil glemme, for de var umiddelbare, ægte og på en måde skræmmende åbne. Det var dér, at jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde rykket mig som menneske.

Opgaver, udfordringer og tanker, der syntes store før afrejsen til Bali, virker så små og overkommelige i retrospekt. Det er den vildeste, største følelse at sidde med hér efter min solorejse – følelsen af at kunne klare alt, uden frygt. Jeg er taknemmelig for at have fundet løsningen for, hvad der virker for mig, og det kan varmt anbefales alle Jer, der læser med. Det behøver ikke være en lang tur – selv en weekend kan nulstille ethvert travlt individ, hvor ingen stiller krav – ikke engang familien. Og det betyder jo ikke, at man er ulykkelig, hvor man er – det giver netop overskud og lykke at få en “pause” fra travlheden. Hvornår tager man den pause? Hvordan lader du bedst op? Du skylder dig selv at kende svaret. Det er min erfaring – jeg er ladet op med en energi, der ikke kan måles på nogen skala, og jeg er taknemmelig for alle dem, jeg har i mit liv. Når jeg flytter mig fysisk, så flytter jeg mig psykisk. 

TAK til Jer, der har læst med, kommenteret og skrevet søde beskeder under hele min solorejse. Det har betyder hele verden, at få respons på dét, man laver, skriver og sender ud i verden!

XOXO

3 tanker om “MAMA BROWN & SOLOREJSE 2019 – BALI #4 Seminyak”

  1. Hejsa.
    Nyder at læse din blok, i særdeleshed om Bali, da vi selv rejser dertil for første gang om 16dage😊😎🍹🌞
    Jeg har lige et spørgsmål, jeg kan se ud fra dine lækre billeder at du spiser en masse forskelligt og får også drinks med isterninger i🍹er det slet ikke noget problem i forhold til dårlig mave😱?
    Mvh.Heidi Rytter

  2. Tak for din feedback, søde du! Restauranterne laver isterninger på rent vand, filtreret, jeg spurgte altid – og de er meget bevidste om turistmaver 🙂
    Bali’s køkkenhygiejne er meget høj, så du kan være helt tryg! 😉
    Så længe du spiser på cafeer og restauranter, og ikke fra gadekøkkener, er du sikret 😉

    /Linda

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *