Billeder herover fra Indus Restaurant.

Where to eat?

Ubud er den skønneste by, jeg ved, når jeg besøger Bali. Jeg føler mig hjemme hér. Derfor har jeg lavet denne liste med mine favoritter, når det gælder maden og restauranterne dér.

HUSK! Du kan klikke lige hér, og læse samtlige af mine indlæg om Bali, hvis du vil have endnu mere inspiration.

  1. Mozaic. Gourmet, fine-dining og på en helt særlig måde ude midt i junglen med levende lys og vanvittig atmosfære. Tag herhen for at få en eksklusiv madoplevelse – det er éen af de bedste på Bali. 
  2. Indus. Lækker, veltillavet mad. Jeg kan anbefale deres “Ceremonial Duck” – and der er langtidsbraiseret i hjemmelavet bål-ovn i 8-10 timer. Tag herhen til frokost, så I kan nyde den fantastiske udsigt over junglen, imens I nyder maden. 
  3. Casa Luna. Udsøgte smagssammensætninger og ægte indonesiske retter. Prøv fx deres tapas, som de ofte skifter ud, og husk at smage éen af de mange kager fra disken! Deres cheesecakes og donuts [kun om søndagen er der donuts] er himmelske. Tag herhen for den ægte, indonesiske madoplevelse af høj kvalitet. De holder ofte jazz club med live musik. 
  4. Honeymoon Kitchen. Udsøgt, sund mad med masser af indonesisk præg. De har noget for enhver smag, både morgen og aften – men deres morgenmad er i særklasse. Tag herhen for at nyde den dejlige atmosfære – besøg evt. deres lækre spa og nyd en himmelsk times massage for kun 70 DKK. De har happyhour og virkelig gode drinks – og så har de verdens sødeste kat, der gerne taler med dig!
  5. Daily Baguette. Fransk bageri i hjertet af Ubud. De har de mest vanvittige, franske kager, brød og croissanter hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Deres mandelcroissant er overdådig og smager [desværre] af mange flere! Tag herhen for at sidde på terrassen oven på, nyde en croissant eller kage til en kaffe, imens I kigger på travle Ubud.
  6. Kafe. På Ubud’s lækre shoppegade Jl. Hanoman Street ligger Kafe. Hér er så hyggeligt, og så laver de det lækreste mad. Hér bør du gå hen, hvis du vil have sund mad – og de har rigtig stort udvalg. Shakes, juices, bowls, burgers, vegetar, vegansk – de har det hele, og det smager frisk og lækkert. Tag herhen under din Ubud shopping og nyd en lækker frokost – priserne indbyder til at prøve flere retter.
  7. Clear Café. Ligesom Kafe ligger Clear Café også på Jl. Hanoman Street. Du skal være opmærksom, for døren [der ligner noget fra Ringenes Herre] ligger lidt tilbagetrukket. Hér får dine sandaler et garderobe nummer, for du skal træde barfodet ind og spise – og du kan endda selv vælge, om du vil sidde på puder i gulvhøjde eller besøge terrassen på 1. sal. Hér er der alt fra sushi til raw food – det er af høj kvalitet og atmosfæren trækker den virkelig hjem. Tag herhen for en unik madoplevelse – men hav god tid til at nyde det hele. De har ligeledes spa, som du også kan prøve – lokaliseret samme sted.
  8. Folk Pool & Gardens. Ved Monkey Forest ligger det skønneste sted med poolbar, restaurant og solsenge. Du skal igen lede efter skiltet, for indgangen er smal – det hele gemmer sig inde bagved. Maden er lækker, deres drinks er endnu mere lækre – og det er perfekt at nyde en dag hér efter en tur i Monkey Forest. Tag herhen for den unikke poolbar oplevelse, nyd dagen og maden. Husk at bestille online, hvis du vil være sikker på at få de store senge ved poolen. Der er masser af liggestole og lounge chairs også – så du kan sagtens få plads uanset. 
  9. Café Lotus. I hjertet i Ubud ligger Café Lotus, lige ved Ubud Palace, hvor du kan sidde og betragte den store lotus have. Det er så smuk en udsigt! Maden er af høj kvalitet, her er der også noget for alle – og du kan få virkelig unikke, indonesiske retter hér. Tag herhen hvis du ønsker en lækker, indonesisk madoplevelse, imens du nyder travle Ubud og den smukke udsigt.
  10. Rouge. På sidegaden Jalan Bisma ligger Rouge. Er du i humør til sushi, er det hér stedet. De laver lækre cocktails, og de har en suveræn happyhour. Tag herhen for en udsøgt sushi oplevelse, nyd deres spa eller live musik, som de ofte har om aftenen ved deres store, røde flygel!

Disse 10 er mine favoritter anno 2020. Du vil ikke blive skuffet hér – jeg nød dem alle, og flere af dem flere gange!

Velbekomme!

Billeder herunder af Mozaic.

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *